DareGender

Niddal og lykken

Niddal og lykken

Niddal El-Jabri er iværksætter med egen virksomhed. Han brænder for, at skabe samarbejde og forståelse på tværs af kultur. I forbindelse med vores #herreglad debatsalon d. 19. november, har DareGender spurgt Niddal, hvordan han ser på det med lykken og hvordan glæden manifesterer sig i hverdagen.

Hverdagslykken


Personligt er der to "glæder" som er af afgørende karakter i mit liv. Den ene er kærligheden, kærligheden til min hustru, til min mor, og ikke mindst til min søn. Ubetinget kærlighed, er glædens drivkraft. Den anden, er egoets tilfredsstillelse. Mit ego, plejes ved at gennemføre mine største drømme, og følge hjertet. At kunne stifte Mino Danmark, at kunne hænge lamper op. At min lasagne selvfølgelig er den ultimativt bedste lasagne, du nogensinde kommer til at smage. Jeg er glad, når jeg lykkes med mine projekter. Heldigvis, er en del af at tilfredsstille mit ego, at gøre noget for andre, ligesom jeg gør det for mig selv. Og det er nok, hvad kulminationen af Mino Danmark er. Her er målgruppen alle i samme båd, jeg selv inkluderet, og det fællesskab skal sikre en forandring.


Mandens lykke


Man kan højst begrænse sig selv. Man kan lade sig påvirke af ens miljø, og træffe valg, fordi man hellere vil tilfredsstille sit miljø/bagland, end forfølge det man i virkeligheden drømmer om. Som minoritet, kan der være en karrieremæssig ulighed, og man skal stræbe mere, for at lykkes.

Jeg tror roden til lykken, skal findes i det, at man ved, hvad der gør en glad. At man ikke lader nogen - eller noget komme i vejen for den glæde. Da Nat, min hustru, og jeg var i det tidlige stadie af vores forhold, lavede vi en serie af aftaler, som skal sikre, at vi holder sammen for evigt. En af disse aftaler var, at vi ikke må være stopklodser i hinandens liv. Vælger én af os at forfølge noget, skal den anden være den primære støtte.

 Jeg er et meget drevet menneske. Jeg har været iværksætter, siden jeg gik på universitetet. I en kort periode valgte jeg at dedikere mit liv til arbejdet på en dansk arbejdsplads, for at prøve det, og lære mig selv at kende i den situation. Der gik 6 måneder, så sagde jeg op. Jeg gik dernæst ud og investerede i en anden dansk virksomhed.

 Jeg vil hellere lave det, mit hjerte siger, er det rigtige, og forfølge den drøm indædt, end at sidde sikkert i det på en arbejdsplads, der aldrig vil kunne følge med mit drive.


Den store lykke

Var da jeg mødte Nat. Siden den dag, vi mødtes, er jeg kun blevet en bedre version af mig selv. Jeg lever, på så mange planer, meget bedre op til mine egne idealer, sammen med hende.

Og så selvfølgelig Gabriel, min søn. Hver gang han stimulerer en sans hos mig, er der en følelse af lykke. Hører jeg hans stemme, varmer det. Ser jeg ham smile varmer det. Mærker jeg ham kysse mig, varmer det. Dufter jeg til ham, varmer det. Det samme gælder for alle mennesker jeg holder af.

 

Hvis du vil være med til at debattere mænds lykke, kan du tilmelde dig begivenheden på Facebook.